RINGE PUBLIC SERVICE. X Factor er blevet hyldet for at vise et etnisk mangfoldigt Danmark på en ligefrem manér. Men når handicap skildres, skorter det ikke på klichér og melodramatiske virkemidler.
Jeg ville egentlig have skrevet om Ninas audition i X factor for længe siden, men kom af en eller anden grund fra det. En avisartikel forleden fik atter hendes audition til at træde klart frem i min erindring, og den fortjener fortsat en kommentar.
I artiklen Her kan de andre være sig selv (Information d. 23.01.09) kalder Johanne Mygind X Factor for et integrationsshow, hvor ’de andre’ kan være sig selv. ‘De andre’ her forstået som deltagere i programmet, der har en anden etnisk baggrund end dansk - de får nemlig lov til at slippe for at forholde sig til hudfarve og kan koncentrere sig om deres eventuelle talent.
Kroppe er aldrig neutrale
Det er fordi, man i X factor kan satse på ”kroppens kompetencer”, og de trumfer alle kulturelle koder, forklarer Mygind. Hun glemmer imidlertid, at kroppe i sig selv er kulturelt kodede, for eksempel hvis de er indrettet på en måde, der udløser stemplet ”handicappet”.
Det var Nina Schneidermanns audition i en tidligere X Factor-runde et præmieeksempel på.
På baggrund af solbriller og stok kunne selv særligt tungnemme seere slutte, at Nina var blind. Ikke desto fandt værten det nødvendigt at italesætte det først for publikum, siden for dommerne, som gjorde Ninas synshandicap hende ude af stand til at præsentere sig selv: “Dette er Nina, og Nina er blind, men hun vil gerne synge for jer.”
Og det gjorde hun så, og imens det stod på, zoomede kamerafolkene ind på hendes hånd, der knugede blindestokken, og der krydsklippedes til en grådkvalt Lina Rafn. ”En stor menneskelig oplevelse”, kaldte dommerne hende, og Blachman mente, at man som blind bare må elske musik.
Handicapstereotyper stjæler billedet
Handicapstereotyperne stod simpelthen i kø: Nina var på én gang staklen (”glasagtigt skrøbelig” og lige til at tude over), barnet (”Nina, der er noget med, at du ikke vil følges ind ad din mor?” siger værten lidt for sødt, inden Nina følges ind), den særlige (ikke talentfuld efter almindelig, flabet X Factor-målestok, men “en stor menneskelig målestok”). Hun fungerede både som følelsespornografisk indslag og en slags ugens glade krøbling (”Nåh, Nina? Hvordan var det? Var det vildt??” spørger værten eksalteret, som om en audition, der aldrig fører til mere, må være højdepunktet i en blind teenagers liv).
I Ninas tilfælde fik handicap med andre ord lov til at stjæle billedet på præcis samme måde, som etnicitet ofte gør det i andre programmer. Mygind har muligvis ret i, at hvad hudfarve angår, signalerer X Factor gryende mediemangfoldighed. Men den forbliver altså ’skin deep’, når DR fortsat fremstiller et handicap som det væsentligste træk ved den person, der har det.
På en public service-kanal, der skal sikre aldsidighed aka mangfoldighed i programfladen er det simpelthen for ringe.
http://handifikation.dk/2009/drs-x-factor/
Hej Ida. Tak for analysen. Jeg er den omtalte Nina, som blev gjort opmærksom på indlægget gennem en anden blog og syntes, det fortjente en (meget forsinket) kommentar.
SvarSletJeg synes, du har nogle gode pointer ang. min audition som eksempel på mediernes portrættering af handicappede og blev selv meget overrasket over, hvordan det så tydeligt fremstod på TV. Jeg kan ærlig talt ikke huske mange detaljer om den dags forløb (inkl. audition), men jeg husker ikke, at min blindhed forekom ualmindelig vægtet; i hvert fald ikke inden selve audition. Jeg blev ganskevist overrasket over, at værten fulgte med mig helt ind til audition og derudover præsenterede mig, men undlod at kommentere situationen yderligere, da jeg dels var i tidsnød og lettere forvirret, men også fordi jeg selv var lidt småtræt af altid at skulle forholde mig til andres receptioner af blindhed, som jo altid er til stede; også udenfor TV-mediet.
Ang. selve vinklingen, så forekommer det mig efter at have set andre X-factor auditions, at alle vel i nogen grad fremstilles som typer, og set i det lys passer min audition jo fuldstændig med den agenda, der i forvejen tilstræbes ved reality-programmer. Min blindhed bliver bare en shortcut til at kunne lave underholdende og medrivende TV. Jeg tænker, at hovedansvaret må ligge på individet; dvs. den handicappet i dette tilfælde: Man er altid ambasadør for sit “folk/type/gruppe” etc., hvis man står frem- også selvom ens handicap måske ikke bør være i fokus i en given sammenhæng. Jeg har i hvert fald lært (1) Ikke at deltage i reality-programmer på TV :D og (2) at forholde mig undersøgende og altid spørge eksplicit ind til vinklingen af enhver artikel/projekt/dokumentar, jeg bidrager til. I hvert fald meget spændende læsning her 6 år efter. :)
Her endnu flere år efter vil jeg lige kommentere at nogle jo skulle følge Nina ind på krydset eftersom det ville være pinligt og synd hvis hun skulle rave rundt. Nina blev spurgt om hendes mor ( mig) skulle følge hende ind hvilket Nina svarede nej til, derfor var det naturligt at værten fulgte hende ind. Hun skulle selvfølgelig ikke præsentere hende,
SvarSletmen det kommer man nemt til som forklaring på hvorfor man er med